Inden du kører til udlandet i eget køretøj, er det vigtigt at vide, hvordan du skal forholde dig i forhold til ansvarsforsikring af køretøjet. Ellers risikerer du at stå med et erstatningskrav på op til millioner, hvis køretøjet er involveret i et uheld.
I lande som er med i grønkortordningen, er du dækket via den danske ansvarsforsikring på køretøjet. I nogle lande er det dog nødvendigt at medbringe "det grønne kort" som udstedes af dit forsikringsselskab.
Lande hvor du ikke skal medbringe det grønne kort
Følgende lande er med i grønkortordningen, men hvor du ikke skal medbringe det grønne kort:
- alle EU/EØS-lande
- Andorra, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Storbritannien og Serbien (ikke Kosovo)
Når du kører i disse lande, er det nok at dit køretøj er forsynet med en gyldig dansk nummerplade.
Land hvor du skal medbringe det grønne kort
I følgende lande skal du medbringe det grønne kort, som du får ved at kontakte dit forsikringsselskab.
Det er desuden yderst vigtigt at sikre sig en kopi af det grønne kort fra modparten, hvis du er involveret i et uheld med et motorkøretøj fra ét af nedenstående lande:
Albanien | Marokko |
Aserbajdsjan | Moldova |
Belarus | Rusland |
Iran | Tunesien |
Israel | Tyrkiet |
Nordmakedonien | Ukraine |
Det grønne kort - også på hvidt papir
Siden 1. juli 2020 har det været muligt at printe det grønne kort på hvidt papir. I forbindelse med ændringen skal hvert land i ordningen beslutte, om det vil printe på hvidt papir, grønt papir eller tillade begge dele. I Danmark har DFIM besluttet, at det skal være muligt at printe på såvel hvidt som grønt papir.
Forsikringsselskaberne kan vælge selv at printe kortet eller sende en fil til sine kunder, så de selv kan printe kortet. Et grønkort skal dog forsat være printet for at være gyldigt.
Lande der ikke er med i grønkortordningen herunder Kosovo
Kører du ind i lande, der ikke er med i grønkortordningen, skal du købe en ansvarsforsikring ved grænsen. Dette gælder også for Kosovo, da myndighederne i dette land ikke accepterer det grønne kort.